Du kommer hjem efter en lang dag i
skole. Du var lige ved at afgå ved døden pga. et dødkedeligt fjerde modul, men
nu hopper du af glæde over at være hjemme igen. Imens du lægger dig ind under
den varme dyne, kommer du i tanke om din date med den sjette sæson af Gossip
Girl. Dagen er reddet. Lige indtil du kommer i tanke om de ti sider om
mesopotamiske kloaksystemer, som du skal læse til i morgen. Netflix er allerede
åbent, og du sukker. Gossip Girl 1-0.
Alle gymnasieelever har med sikkerhed
siddet i en lignende situation. Lektier til næsten alle moduler kan være hårdt,
især efter en lang dag. Men hvor godt kan lærerne egentlig forlange, at elever
har forberedt sig? Og skal undervisningen tilrettelægges efter, at alle har
læst lektien?
Lektier fylder helt klart en stor del af
min hverdag, men sådan er det nok at gå i gymnasiet. Men der er stor forskel på,
hvor meget det fylder fra person til person. Forleden spurgte vores
matematiklærer om, hvor mange timer, vi brugte på lektier om ugen. Jeg var
forbløffet over hvor mange, der brugte over tolv timer om ugen. Det er jo
næsten to timer om dagen! For mig ville to timers ekstra skolearbejde HVER DAG
være fuldstændigt uoverskueligt, men det er vel noget man kan vænne sig til.
Jeg har også erfaringer med kammarater,
der næsten aldrig laver deres ”dag-til-dag-lektier”. Vi bliver alle fristet til
at springe lektien over, og nogle gange falder man i. Dette kan hurtigt skabe
en ond cirkel, hvor man magter lektier mindre og mindre.
Ofte er undervisningen tilrettelagt
sådan, at man gennemgår lektien i starten af timen. Hvis man allerede har læst
lektien, kan man ofte føle, at tiden, der går med at gennemgå lektien, er
spildt. Nogle gange føler jeg, at timerne er tilrettelagt efter dem, som ikke
har læst lektien. Dette giver bare én mindre lyst til at lave lektien. Nogen
gange starter timen lige på og hårdt. Man går direkte i gang med at lave opgaver,
hvor lektien f.eks. kunne være det teoretiske grundlag. Men der er også
konsekvenser ved dette. At være forberedt i en gruppe, som den eneste, kan være
virkeligt demotiverende. Ofte går al tiden på at forklare ens gruppe, hvad
lektien handler om. Man har altså ikke fået noget ud af at læse lektien.
Alt i alt er dag-til-dag-lektier en stor
del af det faglige i gymnasiet. Sådan burde det også være. Formålet med de
gymnasiale uddannelser er jo at blive studerende. Ikke at man modtager
undervisning, men at MAN studerer. Efter min mening burde undervisning være 100
% tilrettelagt sådan at den tilgodeser, dem som har læst lektierne. Problemet
med dette er dog, at der en kløft mellem, hvor mange lektier, der bliver lavet
af den enkelte elev.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar