Tur til Hamborg med tyskholdet

Tur til Hamborg med tyskhold

Klokken var 6:45 og jeg mødte op på skolen med håb for en god dag i vente. Vi skulle med en bus ud på en 4 timers rejse ned gennem Jylland og Nordtyskland. På Marselisborg Gymnasium mødte jeg mine holdkammerater med højt humør, vi så alle frem til denne dag. Søren (vores kontaktperson) talte os alle op, og vi var afsted. Vi kørte i 3 busser, da alle tyskhold skulle med. I bussen hørte vi højt musik, mest Justin Bieber’s ”Love Yourself.” Buschaufføren var en gammel mand; det synes jeg faktisk altid, at de er? Det kan være, fordi de bare sidder ned hele tiden, og det dermed kan være et fint job for ældre, så de ikke får ondt i bentøjet.

Vi ankom til Hamborg ved Alster (en sø i Hamborg), og jeg sprang ud af bussen så glad, som jeg nu var. Søren samlede os igen, og han sendte os mod ”Der Kunsthalle.” Kunsten var os i vente. Jeg havde på forhånd hørt fra min søster, der havde været i Hamborg med tyskholdet nogle år tidligere, at det skulle være rigtig kedeligt, altså på ”Der Kunsthalle.” Men ind skulle vi jo. Vi blev delt op i hold af 4, som vi havde fået inden turens afgang. Rundt og rundt gik vi, for vi kunne ikke finde vores maleri, men så spurgte vi nogle af de andre grupper, som havde det samme maleri som os selv, og de kunne heldigvis hjælpe os. Maleriet analyserede vi grundigt, ned i alle detaljer, næsten. Jeg syntes ikke rigtig, at det var så spændende dernede, jeg svedte og havde det varmt, da min mor havde anbefalet mig at tage varmt tøj på, men selvfølgelig blev dagen varm, eftersom jeg havde taget ekstra meget tøj på. Det er det samme som, når man tager en paraply med ud i regnvejret, så stopper regnen altid, underligt som vejret er. Uden videre var turen på ”Der Kunsthalle” overstået, det var skam hyggeligt nok, men knap så lærerigt, som jeg tror, lærerene havde forventet. Søren samlede os endnu en gang, og vi blev sendt videre i byen for at svare på nogle bestemte spørgsmål og opgaver. Det hyggede vi os nu meget med, bl.a. skulle man i en af opgaverne bestille ”Currywurst” på tysk, og derefter skulle vi spise det, selvfølgelig, og det smagte himmelsk, syntes jeg i hvert fald. Det var nok ikke alle, der var lige glad for det, men mange hader generelt alt, hvad der er tysk, jeg ved ikke præcis hvorfor, men det er der nogle, der gør? Måske pga., at folk sammenligner det nuværende Tyskland med det i 2. verdenskrig.

Efter løbet, skulle vi have noget at spise, så vi gik ind i Europa-Passage for at finde noget at spise, en restaurant af en art. Vi fandt noget at spise, men det var ikke ligefrem noget, der tilfredsstillede smagsløgene, det kunne Jonatan og jeg i hvert fald nemt skrive under på bagefter.

Efter aftensmad, skulle vi til at køre hjemad, og det var med samme bus, samme chauffør. Turen hjemad var lang, men hyggelig. Vi spillede endnu en gang højt musik i bussen, stadig Justin Bieber’s ”Love Yourself”, men denne gang blev den lige sat lidt ned i tempo, nemlig ned i en akustisk version, uha.

Vi landede ved Marselisborg Gymnasium klokken 1-1.30 om natten, og min søster sad i bilen og ventede, heldigvis.

-Niels Haubjerg Winther

Gymnasiet er ikke kun et tolvtal

Den sidste sang er sunget og klapsalverne lyder. Side om side står vi tilbage. Jeg mærker lyset, der blænder mit ansigt mens alle smiler til det sidste. Jeg får øjenkontakt med min mor, der smiler. Hun ser stolt ud.

Efter et nu langt forløb med musical er det slut. Der er blevet arbejdet hårdt, og det er trist, at noget, man har brugt så mange kræfter på, aldrig skal opleves igen. Mit formål med dette indlæg er at fortælle jer derude hvor sindssygt vigtigt det er, at man udnytter de muligheder, man får tilbudt på ens gymnasium. Gymnasiet er tre års skoletid med alt for mange afleveringer, slid for karakterer og et hav af uendelig lange moduler hver eneste dag. Men det er heldigvis også meget mere end det, hvis man til-vælger de ekstra muligheder, der ikke er en del af det obligatoriske skoleskema.

For mig er det gymnasiefesterne, fredagsbaren og det at stå på scenen til en musicalafslutning, der gør gymnasietiden til noget helt specielt. Og jo mere jeg dyrker det, jo nemmere bliver min generelle skolegang. Jeg har fået nye venner fra alle årgange og utallige udfordringer, som jeg ikke havde forventet at få på gymnasiet. 
Jeg har også hørt alle fordommene om det at skulle tage en studentereksamen. ”Det skal bare overstås”, ”du har ikke tid til fritidsaktiviteter”, ”det er mega hårdt arbejde”. Men det behøver ikke at være sådan. Hvis du selv gør noget for at tage imod de mange spændende tilbud, skolen åbner op for udover undervisningen, så får du noget andet med også.

På skolen er der plads til forskellighed. Der bliver tilbudt holdsport efter skoletid, og musiklokalet står til rådighed for dem, der har lyst til det. Alt det, handler om at tage del i de muligheder, der er. Nye venskaber og for eksempel det at få kendskab til lærerne efter skoletid, gør det meget sjovere at møde op til undervisningen hver dag. Dette er nogle af de faktorer, der gør, at jeg føler mig tilpas på skolen. Og den tryghedsfølelse er også med til at skabe et skolemiljø, hvor jeg får endnu mere lyst til at være og lære.

Dagens pointe er derfor, at det er vigtigt at prioritere de frivillige ting på skolen, selvom ens indsats ikke nødvendigvis udmærker sig på karakterbeviset. For selvom en musical ikke kan skaffe én et tolvtal, kan den levere  smil på læben i ugevis, uforglemmelige minder og nye venner. Og det er næsten endnu vigtigere at samle på. 

Fristet af Facebook

Jeg oplever hver dag, at jeg bliver fristet til at lave noget andet end det jeg burde i timerne. Specielt sent på eftermiddagen kan timerne føles meget lange. De kan være kedelige, uinteressante og så kan det være svært at holde koncentrationen. Man sidder og falder i staver bag sin computerskærm, og det kan være fristende at få tiden til at gå på internettet. Det er meget forskelligt hvilke sider folk besøger, men specielt Facebook er en synder.

Som alle ved lever de unge nu om dage på de sociale medier. Vi er vokset op med dem og har for vane at tjekke vores mobil konstant for nye updates.

Nogle er ligefrem afhængige, men for de fleste er det nok bare en uskik, der ikke er til at vænne sig af med.

For mit eget vedkomne er de sociale medier en kæmpe tidsrøver. Det første jeg gør når min alarm vækker mig, og det sidste jeg gør inden jeg falder i søvn er at tjekke Facebook. At scrolle ned på sin startside, fyldt med ligegyldige opslag, kan virkelig være en god måde at falde til ro på. Det er også glimrende tidsfordriv og underholdning, som kan være lige, hvad man har brug for når læren har snakket om det samme lidt for længe. De fleste bliver fristet og falder i fælden en gang imellem. For de fleste er det ikke noget problem at følge med i undervisningen samtidig med at de er på internettet, men det er klart, at der altid vil være nogen, der er dårligere til at multitaske end andre. De fleste lærer ved selvfølgelig godt, hvad der foregår, men lader det være op til os selv. De kan vel egentlig også være ligeglade, for det er vel i gymnasiet vores eget ansvar, at vi følger med i timen, glor ud af vinduet eller er på Facebook.

En af mine lærere syntes åbenbart ikke det skal være op til os selv at styrer vores brug af Facebook. Han har indført en straf for alle han fanger på Facebook eller med mobilen. Så for os elever handler jo bare om ikke at blive opdaget ved at være hurtig til at skifte faneblad hvis han går om bag ens skærm. Han er heldigvis ikke mere opmærksom end, at han kun har taget et par stykker i det, hvilket jo er meget langt fra hvor meget det i virkeligheden foregår.

Hans traf er, at han påtegner et overskæg med sprittus på personen han snupper på facebook. Da det første overskæg blev tegnet, syntes hele klassen, at det var sjovt, men det tvivler jeg på, at det vil blive ved med at være, hvis det fortsætter. Det er klart, at der er nogen, der vil syntes det er over grænsen, og som ikke vil finde sig idet. Jeg vil i hvert fald selv syntes det var tarveligt, hvis jeg skulle på arbejde efter skole og det ikke kunne vaskes af.

Er det os der er for umodne til at tage ansvar, og bør de voksne virkelig gribe ind og indføre konsekvenser. Jeg tvivler faktisk på der vil være nogen effektiv løsning. For vælger skolen f.eks. at blokere Facebook på netværket, vil vi unge sikkert finde nogle andre internetsider at fordrive tiden på, eller lige frem lave internet deling med vores telefonen for at kunne gå på Facebook.

Jeg syntes helt ærligt ikke vi behøver at skamme os over vores brug af Facebook, når selv politikerne ikke kan dy sig for at holde sig opdatere, når de sidder i folketingssalen.