Boulevard of Broken Dreams

Jeg logger ind på lectio og tjekker morgendagens skema - vi har musik! I noten står der ''17 dage til musikprojektet skal afleveres…'' Jaja, det går nok, tænker jeg og lukker ned for det igen. Velvidende om at det overhovedet ikke går. Desværre for diverse musik elever, indgår forståelsen af musikteori ikke under ''noget-der-vokser-når-jeg-sover-kategorien’’, ligesom højden og energien.

Jeg har det ikke nemt med musikteori, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke besidder store musikalske talenter, eller for at være ærlig: ingen. Det er nemt at sige nu, men jeg ville ønske, jeg fra den første time havde taget det 100% seriøst og indstillet mig på at det var en del af pensum. I stedet for, smart som jeg er, at gøre det til noget der skulle overstås, gjorde jeg det til noget jeg godt kunne springe over. Jeg kunne komme med mange gode undskyldninger, men jeg må indrømme, at dette skyldes ren og skær dovenskab. Jeg har nok en tendens til at forestille mig, at ting kommer med tiden, samtidig med at jeg er overbevist om at intet kommer med tiden, men med handlinger. 

I begyndelsen af skoleåret blev vi inddelt i sammenspilsgrupper, og det føltes lidt som om vores gruppe består af resterne der ikke helt kunne placeres. Ikke nok med det udgør vores gruppe, i modsætning til de andre fem mands grupper, en syv mands gruppe. Dette gør, indlysende nok, ikke noget godt for gruppen. Indtil videre er hver musiktime gået med en halvanden time, uden tilstedeværende lærer, hvor vi dybest set ikke har lavet andet end at stirre lige ud i luften. Om dette er læreren eller vores egen skyld kan sikkert diskuteres! I hvert fald er vi som gruppe nået til vejs ende og vi har endelig (efter godt 9 måneder) fundet et nummer at spille; ’’Boulevard of Broken Dreams’’- et hit for musiklærere i 4.klasse.

Så vi starter fra scratch! Grundbogen ''C-nøglen'' side 1. Og så er det ellers bare med at komme i gang, syv mennesker, med at skrive vores musikprojekt. Vi skal analysere nummeret, og indtil videre har vi skrevet mellem 0 og 10 ord. Det kan på mange måder være lige meget, men så alligevel er det en konstant stress faktor. Det er ikke noget, vi bare kan lave i sidste øjeblik! Vi snakker slavisk gennemgang af en 100 sider lang bog, der lige så godt kunne være skrevet på kinesisk.

Nu skal det heller ikke gøres værre end det er, for grunden til vi er endt hvor vi, skyldes nok den mest udbredte menneskelige tilbøjelighed: dovenskab.

Øv

Tiden er nu kommet til at al den kedelige tavleundervisning i lokale 117 skal skiftes ud med filmning af vores eksamensprojekt i mediefag. Endelig. Jeg har hver evig eneste gang jeg har trådt ind i lokale 117 for at have mediefag, glædet mig uendeligt meget til at jeg kunne gå ud igen, af den simple årsag, at jeg synes det er vanvittigt kedeligt. Jeg valgte oprindeligt billedkunst som mit kunstneriske fag, men fik så chancen for at ændre det, hvilke jeg af uforklarlige årsager valgte. Når jeg hører om hvad de på billedkunst- og musikholdet laver i forbindelse med deres eksamensprojekt, ville jeg ønske jeg havde valgt anderledes.

Jeg er i mediefag gennem hele året blevet fyldt med alle de ting, jeg i skolen synes er kedeligst. At analysere. Det er i virkeligheden kun det man skal, udover at have styr på 1.000.000.000 faglige begreber. Der er ting jeg hellere vil, end at høre om observerende dokumentarer, kælkede linjer og farvesymbolik. Rigtig, rigtig mange ting, faktisk. Min mangel på motivation for disse mediefagsmoduler er stor, og derfor er min arbejdsindsats heller ikke lige sindssygt god. Rent ud sagt er den faktisk pisse ringe, men sådan er det.

Vi er allerede gået i gang med at filme vores eksamensprojekt og har fået filmet de første scener, som ikke må kaldes scener, men indstillinger. Jeg spiller hovedrollen og jeg har efter min egen mening, taget mine skuespillerevner i betragtning, gjort et fabelagtigt stykke arbejde. Jeg er havnet i en god gruppe, hvor vi satser på at få lavet en god film, så det skal nok blive godt. Min arbejdsindsats i timerne har som sagt været pisse ringe, men jeg håber på at vores fim kan hæve det lidt på karakterskalaen.

Selvom jeg hader mediefag som pesten, ville det sådan set være okay at trække det til eksamen. Det kan godt være, at det er kedeligt, men det er forholdsvis let og jeg tror godt jeg vil kunne være i stand til at klare det fint. Man skal bare kunne have styr på alle de hundredevis af faglige begreber og kunne være i stand til at analysere. Det skal jeg nok. Jeg skal bare lige have læst til op.

Bare et generelt surt opstød

Jeg er frustreret og fyldt op. Jeg er alt for overbooket, jeg kan slet ikke finde tid til alt det der rent faktisk er nødvendigt og til at det jeg gerne vil, på samme tid. Jeg arbejder rigtig mange timer hver uge, og næsten hver gang jeg kommer hjem fra arbejde, så er jeg så træt, at jeg simpelthen bare går direkte i seng uden at overhovedet tjekke lectio. Så til tider kan man se mig, Jakob, Sidde i bussen om morgenen, og læse lektier. Jeg sidder også altid i sidste øjeblik og skriver alle former for opgaver, fordi det er der jeg har tid og det er der jeg har motivationen. Det er bare nemmere at gøre i sidste øjeblik.

Jeg er virkelig dårlig til at planlægge, om det så er frokost aftaler der bliver dobbeltbooket eller om det er opgaver man lige trak ud lidt for længe, det er bare svært. Men jeg øver mig på at blive bedre, fordi jeg vil inderligt gerne forbedre mig i skolen, men også i min fritid som person.

Men lige nu føler jeg ikke det går så godt, klokken er 21:05:10, jeg er lige kommet hjem fra arbejde og vil egentlig helst bare i seng. Men grundet mit sindssyge handicap inden for planlægning, går det nok lige lidt før jeg kan gemme mig under dynen. Fordi jeg havde jo selvfølgelig glemt alting om at jeg skulle skrive blog til kl 16.00 tirsdag d. 5. april.

Jeg har lige drukket aftens første kop kaffe, og tænker på at jeg nu også ligeså godt kan skrive den spansk stil vi også lige har fået for. Det er dog en nem aflevering og jeg har derfor overvejet at udsætte den, men jeg vil helst ikke sidde i samme situation om præcis en uge, som jeg er i lige nu. Hvilket ikke kun er en dårlig situation i forhold til, at jeg sidder og skriver min blog i sidste øjeblik, men i forhold til at jeg er kommet hjem til mine forældres gæster. Fordi af en eller anden grund, skal jeg vises frem som en eller anden værdi genstand. Det værste er bare at de sidder og roser mig til skyerne, men i virkeligheden er jeg slet ikke så god. Jeg var virkelig i humør til at bare trække min falske service-personlighed af da jeg kom hjem, men blev nød til at beholde den på til gæsterne var gået.

Lorte aften.

Musik cafe

Musik cafe

Kære blog.

I fredags var der musikcafe på det gymnasium jeg går på. Marselisborg gymnasium. Det var vores klasse som stod for det denne gang. Vi stod faktisk også for den sidst, hvilket er ret dumt, da der er klasser som ikke har holdt det endnu og så får de ikke muligheden for at kunne tjene penge til deres klassekasse. Men heldigvis har vi nu holdt det to gange og det har været pisse hyggeligt. Jeg føler virkelig at vores klasse er dejlig, når vi i fællesskab står for arrangementer som denne musik cafe. Ingen er sure, alt er godt.

Vi startede eftermiddagen med at drikke øl. De smagte af mark og korn. Lidt ligesom en Weissbier jeg en gang fik i Østrig.

Da vi havde fået gang i fadøls anlægget, begyndte folk fra de forskellige årgange at ankomme. Mange kommenterede den hidtil lækreste scene, der stod og glimtrede i den store kantine. Eleverne købte massere af øl og roste den mega gode musik cafe. Det fik mig i rigtig godt stemning. 

Folk var afslappede og glade, fordi det endelig var blevet fredag. Musikken spillede. Vejret var dejlig lunt og solen skinnede. Jeg var fuld. 

Det var en perfekt start på en god weekend og nogle hyggelige timer med klassen.

Eftermiddagens højdepunkt var helt klart efter Emil stabil havde spillet. Det var nemlig Extendos Bandens tur. De var dårlige. De havde heldigvis en lille overraskelse med. Det var Original Patte sutter, selveste kongen, en kæmpe vinder synes jeg. Det var en mega fed overraskelse for alle, og folk kunne ikke få armene ned. PATTE, PATTE, PATTE råbte de. Og jeg råbte med, også.

Da alle bandsne havde spillet var det blevet sent, meget sent. Mørket var faldet over Marselisborg og folk var bange. Da jeg er den modigste jeg kender, sagde jeg at de andre bare skulle tage hjem. ”Pas på hinanden. Gå i grupper” sagde jeg. Min klasse takkede mig tusinde gange og drog ud i mørket. Så ryddede jeg op efter musikcafeen helt alene, i mørket. Sådan lidt ligesom en helt.

Ugen efter var der rigtig god stemning i klassen. Vi havde nemlig tjent penge på at holde musik cafeen. Vi fik den geniale og kompetente ide om at smide pengene på roulette. Det var spænderne. Sindssygt spændende. 
Jeg forslog at vi smed alle pengene på rød 21 og det gjorde vi. Da den flinke roulette-dame smider kuglen rundt, går der ikke længe før den mister fart og stopper. Den landede fandeme på rød 21. Hvem kunne havde troet det.
”JUHUU” råbte alle. Femogtredivetusinde kroner lige ned i klassekassen. Det var fantastisk. 

Desværre spillede klassen videre, uden mig, og tabte alle pengene. 

FrontRead!

Vores klasse blev udvalgt til, at indgå i et forsøg der havde til formål at finde ud af, hvorvidt vores gymnasium skal abonnere på programmet FrontRead. Det indebar, at vi over de næste par uger ville have moduler sat af til at bevæge os igennem et væld af forskellige øvelser. Hvorfor det lige var vores klasse der blev udset som værende den rette til ”eksperimentet” ved jeg ikke. Måske var vi den klasse med den lavest gennemsnitlige læsehastighed, eller også passede det bare lige ind i vores skema.

FrontRead er en app, der ved hjælp af diverse læsestrategier skal hjælpe dig med at øge din læsehastighed. Den koncentrerer sig om hurtigere fikseringstider, udvidelse af synsfeltet og styrkelse af arbejdshukkommelsen. Undervejs indgår du i små tests, der skal hjælpe dig med at få overblik over fremskridtet i din læsehastighed.

I disse læsetests gjaldt det om at læse en test på tid, for derefter at svare på nogle spørgsmål, hvortil svarene på spørgsmålene skulle findes i teksten. Jeg undrede mig dog over sværhedsgraden af disse spørgsmål, da det var ekstremt let at svare på spørgsmålene uden overhovedet at kigge i teksten.

For eksempel:

”Hvem kan miste sit job?

a.       Alle

b.      Kun ufaglærte

c.       Kun faglærte”

Jeg kan simpelthen ikke forstå at spørgsmål som ovenstående ikke går ind under kategorien almen viden men at FrontRead programmet mente at det var noget man skulle læse sig til. Jeg fandt derefter, inde under beskrivelse af programmet følgende, ” Teksterne er rettet mod unge fra klassetrin 6 – 10, men kan også anvendes til yngre elever.”-okay!

Jeg synes vi er kommet til et punkt i vores uddannelsesforløb hvor programmer som f.eks. FrontRead ikke skal presses ned over hovederne på os. Basale færdigheder som det at have en god læsehastighed er noget de fleste har styr på før de starter i gymnasiet. Der vil altid være folk som kunne have gavn af programmer der kan hjælpe med at få en god læsehastighed, eller folk som bare godt kunne tænke sig at blive endnu bedre. Og jeg synes derfor også at det ville være rigtig godt hvis gymnasierne stillede sådanne programmer til rådighed (self programmer som fungerer lidt bedre end FrontRead). Men at alle elever i en gymnasieklasse skal side og bruge mange timer på at køre sådan et program igennem synes jeg helt ærligt er lidt langt ude. Nu har jeg tidsregistreret som vi fik besked på og jeg brugte selv 5 timer og 15 minutter på programmet. Som vist på ovenstående billede, uden resultat. Jeg synes personligt at der var mange forløb i folkeskolen der var tilrettelagt efter laveste fællesnævner og jeg havde da håbet at vi ville være ude over det i gymnasiet.

.

Preachin'

”FYI har vi fået karakteren tilbage for dansk afleveringen, ” har Niels skrevet på chatten.

Jeg kan mærke let forøget hjertebanken, det sker ikke normalt, men jeg havde virkelig taget mig sammen i denne aflevering, og følte at 10 tallet var sikkert.

Åbner Lectio - 7. 7??? Nå, jeg må også indse at jeg ikke kan det hele længere. Sådan er det når skolen ikke altid har 1. prioritet. Så falder man lidt fra. Fuck det. Jeg tænker tit over at jeg hellere skal huske at have det sjovt end at gøre alle dagene til slave-dage. Selvom min selvtillid tager et mindre hit, er det intet i forhold til hvis jeg altid stræbte efter 12-tallet. For så kan man ikke have noget liv. Og jeg vil gerne leve, you know? Jeg vil sgu have lov til at se en NBA kamp eller sætte netflix på, når jeg kommer hjem kl. 16 om eftermiddagen. Og jeg vil sgu give mig selv friheden til at leve mine weekender som de skal når man er ung, og kroppen kan holde til det. Og det ved jeg, at jeg aldrig kommer til at fortryde at jeg gør, heller ikke når mit snit ikke er godt nok til at komme ind på medicin eller jura. Jeg ser på mændene der kører rundt i deres Mercere og Bimmere og tænker: har de nået at leve? Eller har de stræbt efter 12-tallet i gymnasiet, taget direkte videre på Business School, fået et arbejde der slider dem op, kun med succes i tankerne? For så meget er en fed bil altså ikke værd! Desuden er det over min forstand hvordan rationelle mennesker kan retfærdiggøre købet af en dyr bil eller et andet luksuriøst materielt gode, når de samme penge, givet til en effektiv velgørenhedsorganisation, bogstavelig talt kan redde liv. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår godt at man kan have brug for en bil for at kunne komme på arbejde, men så køb da en Punto, og red 40 ugandere i stedet. Imens andre mennesker på kloden kæmper for at overleve lever vi på flødeskumsfronten, hvor det eneste vi kæmper for er succes.

Min mening med dette er ikke at folk bør leve FOR vildt og lade være med at tage en uddannelse, og leve på kontanthjælp. Faktisk har jeg dyb respekt for dem der har et drive for det de gerne vil i livet. Men husk nu også at leve livet. Og husk, at den største værdi ikke er den materielle. Al forskning siger endda at man selv bliver gladere af at give; ikke mindst hvis det man giver kan redde liv.  -Det er et fucking win-win, og hvis du ikke er enig har du en slap pind.

Ferie og den stressede hverdag

Påskeferien nærmer sig med hastige skridt, og det er blevet tid til at finde de traditionelle påskeæg i farmors have. Vi er endelig nået til ugen, hvor påskefrokostservietterne er fremme på bordet, og tiden med familien og vennerne er på sit højeste. Tanken om de mange afleveringer, prøver og lektier er forsvundet sporløst.

Det gyldne ord ferie er meget betydningsfuldt for rigtig mange unge, og det er noget som man ser frem til. Dagene op til ens skoleferie bliver talt ned dag efter dag, og der bliver ikke tænkt på andet. En uge uden at tænke på skole, er noget som eleverne sætter meget pris på, både fordi man ikke skal tænke på lektier, og fordi man kan restituerer sig. Mange uger med uendeligt skolearbejde, kan hurtigt få en til at tænke ”Wow jeg kunne godt bruge noget ferie lige nu og her”. Modstridende går skoledagene alligevel oftest så hurtigt, at man ikke opdager at der er gået fem skoleuge.

Selvom den traditionelle hverdag på gymnasiet er associeret med stress er det alligevel ikke fordi, at mine klassekammerater og jeg løber skrigende bort. Spørgsmålet om den stressede hverdag fylder meget hos det senmoderne menneske. Men er hverdagen virkelig så stressende, som den er blevet kendt for? Eller er den stressede hverdag blot blevet en del af vores kultur, som egentlig er en tryghed for os? Tja... Jeg ved det ikke, men noget skolearbejde uden for timerne kan jeg godt få tid til. Jeg synes, at der skal være plads til en bowlingtur en gang imellem, men det er der også. Samtidig kan en af de uger med mange afleveringer, prøver samt lektier også få en til at blive lidt skør i hovedet. Men det hører jo til gymnasiet. Det handler om prioritering og struktur, og det prøver jeg så vidt muligt at få planlagt. Dertil kommer dog nogle gange, hvor man bliver nødt til at aflyse tingene, pga. ens lektier, men sådan er det, og det må man leve med.

To dage til ferie? Ja det er der! Endelig! Lige noget jeg trængte til, dog er der lige nogle moduler som skal ”overstås”. Uger fyldt med det mærkelige og uforståelige læseprogram Frontread og afleveringer er overstået, så nu står den på kolde påskeøl og kæmpe chokoladeæg. Kunne man ønske sig noget bedre? Nej det tror jeg faktisk ikke, men jeg ved hvor hurtigt det går, så derfor skal man nyde det. Skoleferie er noget helt specielt, som altid ender med noget andet end man havde planlagt. Faktisk har jeg ikke planlagt noget til denne ferie udover at slappe af og ses med de bekendte, men det kommer nok nogle arrangementer i løbet af ugen.