Boulevard of Broken Dreams

Jeg logger ind på lectio og tjekker morgendagens skema - vi har musik! I noten står der ''17 dage til musikprojektet skal afleveres…'' Jaja, det går nok, tænker jeg og lukker ned for det igen. Velvidende om at det overhovedet ikke går. Desværre for diverse musik elever, indgår forståelsen af musikteori ikke under ''noget-der-vokser-når-jeg-sover-kategorien’’, ligesom højden og energien.

Jeg har det ikke nemt med musikteori, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke besidder store musikalske talenter, eller for at være ærlig: ingen. Det er nemt at sige nu, men jeg ville ønske, jeg fra den første time havde taget det 100% seriøst og indstillet mig på at det var en del af pensum. I stedet for, smart som jeg er, at gøre det til noget der skulle overstås, gjorde jeg det til noget jeg godt kunne springe over. Jeg kunne komme med mange gode undskyldninger, men jeg må indrømme, at dette skyldes ren og skær dovenskab. Jeg har nok en tendens til at forestille mig, at ting kommer med tiden, samtidig med at jeg er overbevist om at intet kommer med tiden, men med handlinger. 

I begyndelsen af skoleåret blev vi inddelt i sammenspilsgrupper, og det føltes lidt som om vores gruppe består af resterne der ikke helt kunne placeres. Ikke nok med det udgør vores gruppe, i modsætning til de andre fem mands grupper, en syv mands gruppe. Dette gør, indlysende nok, ikke noget godt for gruppen. Indtil videre er hver musiktime gået med en halvanden time, uden tilstedeværende lærer, hvor vi dybest set ikke har lavet andet end at stirre lige ud i luften. Om dette er læreren eller vores egen skyld kan sikkert diskuteres! I hvert fald er vi som gruppe nået til vejs ende og vi har endelig (efter godt 9 måneder) fundet et nummer at spille; ’’Boulevard of Broken Dreams’’- et hit for musiklærere i 4.klasse.

Så vi starter fra scratch! Grundbogen ''C-nøglen'' side 1. Og så er det ellers bare med at komme i gang, syv mennesker, med at skrive vores musikprojekt. Vi skal analysere nummeret, og indtil videre har vi skrevet mellem 0 og 10 ord. Det kan på mange måder være lige meget, men så alligevel er det en konstant stress faktor. Det er ikke noget, vi bare kan lave i sidste øjeblik! Vi snakker slavisk gennemgang af en 100 sider lang bog, der lige så godt kunne være skrevet på kinesisk.

Nu skal det heller ikke gøres værre end det er, for grunden til vi er endt hvor vi, skyldes nok den mest udbredte menneskelige tilbøjelighed: dovenskab.