Boulevard of Broken Dreams

Jeg logger ind på lectio og tjekker morgendagens skema - vi har musik! I noten står der ''17 dage til musikprojektet skal afleveres…'' Jaja, det går nok, tænker jeg og lukker ned for det igen. Velvidende om at det overhovedet ikke går. Desværre for diverse musik elever, indgår forståelsen af musikteori ikke under ''noget-der-vokser-når-jeg-sover-kategorien’’, ligesom højden og energien.

Jeg har det ikke nemt med musikteori, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke besidder store musikalske talenter, eller for at være ærlig: ingen. Det er nemt at sige nu, men jeg ville ønske, jeg fra den første time havde taget det 100% seriøst og indstillet mig på at det var en del af pensum. I stedet for, smart som jeg er, at gøre det til noget der skulle overstås, gjorde jeg det til noget jeg godt kunne springe over. Jeg kunne komme med mange gode undskyldninger, men jeg må indrømme, at dette skyldes ren og skær dovenskab. Jeg har nok en tendens til at forestille mig, at ting kommer med tiden, samtidig med at jeg er overbevist om at intet kommer med tiden, men med handlinger. 

I begyndelsen af skoleåret blev vi inddelt i sammenspilsgrupper, og det føltes lidt som om vores gruppe består af resterne der ikke helt kunne placeres. Ikke nok med det udgør vores gruppe, i modsætning til de andre fem mands grupper, en syv mands gruppe. Dette gør, indlysende nok, ikke noget godt for gruppen. Indtil videre er hver musiktime gået med en halvanden time, uden tilstedeværende lærer, hvor vi dybest set ikke har lavet andet end at stirre lige ud i luften. Om dette er læreren eller vores egen skyld kan sikkert diskuteres! I hvert fald er vi som gruppe nået til vejs ende og vi har endelig (efter godt 9 måneder) fundet et nummer at spille; ’’Boulevard of Broken Dreams’’- et hit for musiklærere i 4.klasse.

Så vi starter fra scratch! Grundbogen ''C-nøglen'' side 1. Og så er det ellers bare med at komme i gang, syv mennesker, med at skrive vores musikprojekt. Vi skal analysere nummeret, og indtil videre har vi skrevet mellem 0 og 10 ord. Det kan på mange måder være lige meget, men så alligevel er det en konstant stress faktor. Det er ikke noget, vi bare kan lave i sidste øjeblik! Vi snakker slavisk gennemgang af en 100 sider lang bog, der lige så godt kunne være skrevet på kinesisk.

Nu skal det heller ikke gøres værre end det er, for grunden til vi er endt hvor vi, skyldes nok den mest udbredte menneskelige tilbøjelighed: dovenskab.

Øv

Tiden er nu kommet til at al den kedelige tavleundervisning i lokale 117 skal skiftes ud med filmning af vores eksamensprojekt i mediefag. Endelig. Jeg har hver evig eneste gang jeg har trådt ind i lokale 117 for at have mediefag, glædet mig uendeligt meget til at jeg kunne gå ud igen, af den simple årsag, at jeg synes det er vanvittigt kedeligt. Jeg valgte oprindeligt billedkunst som mit kunstneriske fag, men fik så chancen for at ændre det, hvilke jeg af uforklarlige årsager valgte. Når jeg hører om hvad de på billedkunst- og musikholdet laver i forbindelse med deres eksamensprojekt, ville jeg ønske jeg havde valgt anderledes.

Jeg er i mediefag gennem hele året blevet fyldt med alle de ting, jeg i skolen synes er kedeligst. At analysere. Det er i virkeligheden kun det man skal, udover at have styr på 1.000.000.000 faglige begreber. Der er ting jeg hellere vil, end at høre om observerende dokumentarer, kælkede linjer og farvesymbolik. Rigtig, rigtig mange ting, faktisk. Min mangel på motivation for disse mediefagsmoduler er stor, og derfor er min arbejdsindsats heller ikke lige sindssygt god. Rent ud sagt er den faktisk pisse ringe, men sådan er det.

Vi er allerede gået i gang med at filme vores eksamensprojekt og har fået filmet de første scener, som ikke må kaldes scener, men indstillinger. Jeg spiller hovedrollen og jeg har efter min egen mening, taget mine skuespillerevner i betragtning, gjort et fabelagtigt stykke arbejde. Jeg er havnet i en god gruppe, hvor vi satser på at få lavet en god film, så det skal nok blive godt. Min arbejdsindsats i timerne har som sagt været pisse ringe, men jeg håber på at vores fim kan hæve det lidt på karakterskalaen.

Selvom jeg hader mediefag som pesten, ville det sådan set være okay at trække det til eksamen. Det kan godt være, at det er kedeligt, men det er forholdsvis let og jeg tror godt jeg vil kunne være i stand til at klare det fint. Man skal bare kunne have styr på alle de hundredevis af faglige begreber og kunne være i stand til at analysere. Det skal jeg nok. Jeg skal bare lige have læst til op.

Bare et generelt surt opstød

Jeg er frustreret og fyldt op. Jeg er alt for overbooket, jeg kan slet ikke finde tid til alt det der rent faktisk er nødvendigt og til at det jeg gerne vil, på samme tid. Jeg arbejder rigtig mange timer hver uge, og næsten hver gang jeg kommer hjem fra arbejde, så er jeg så træt, at jeg simpelthen bare går direkte i seng uden at overhovedet tjekke lectio. Så til tider kan man se mig, Jakob, Sidde i bussen om morgenen, og læse lektier. Jeg sidder også altid i sidste øjeblik og skriver alle former for opgaver, fordi det er der jeg har tid og det er der jeg har motivationen. Det er bare nemmere at gøre i sidste øjeblik.

Jeg er virkelig dårlig til at planlægge, om det så er frokost aftaler der bliver dobbeltbooket eller om det er opgaver man lige trak ud lidt for længe, det er bare svært. Men jeg øver mig på at blive bedre, fordi jeg vil inderligt gerne forbedre mig i skolen, men også i min fritid som person.

Men lige nu føler jeg ikke det går så godt, klokken er 21:05:10, jeg er lige kommet hjem fra arbejde og vil egentlig helst bare i seng. Men grundet mit sindssyge handicap inden for planlægning, går det nok lige lidt før jeg kan gemme mig under dynen. Fordi jeg havde jo selvfølgelig glemt alting om at jeg skulle skrive blog til kl 16.00 tirsdag d. 5. april.

Jeg har lige drukket aftens første kop kaffe, og tænker på at jeg nu også ligeså godt kan skrive den spansk stil vi også lige har fået for. Det er dog en nem aflevering og jeg har derfor overvejet at udsætte den, men jeg vil helst ikke sidde i samme situation om præcis en uge, som jeg er i lige nu. Hvilket ikke kun er en dårlig situation i forhold til, at jeg sidder og skriver min blog i sidste øjeblik, men i forhold til at jeg er kommet hjem til mine forældres gæster. Fordi af en eller anden grund, skal jeg vises frem som en eller anden værdi genstand. Det værste er bare at de sidder og roser mig til skyerne, men i virkeligheden er jeg slet ikke så god. Jeg var virkelig i humør til at bare trække min falske service-personlighed af da jeg kom hjem, men blev nød til at beholde den på til gæsterne var gået.

Lorte aften.

Musik cafe

Musik cafe

Kære blog.

I fredags var der musikcafe på det gymnasium jeg går på. Marselisborg gymnasium. Det var vores klasse som stod for det denne gang. Vi stod faktisk også for den sidst, hvilket er ret dumt, da der er klasser som ikke har holdt det endnu og så får de ikke muligheden for at kunne tjene penge til deres klassekasse. Men heldigvis har vi nu holdt det to gange og det har været pisse hyggeligt. Jeg føler virkelig at vores klasse er dejlig, når vi i fællesskab står for arrangementer som denne musik cafe. Ingen er sure, alt er godt.

Vi startede eftermiddagen med at drikke øl. De smagte af mark og korn. Lidt ligesom en Weissbier jeg en gang fik i Østrig.

Da vi havde fået gang i fadøls anlægget, begyndte folk fra de forskellige årgange at ankomme. Mange kommenterede den hidtil lækreste scene, der stod og glimtrede i den store kantine. Eleverne købte massere af øl og roste den mega gode musik cafe. Det fik mig i rigtig godt stemning. 

Folk var afslappede og glade, fordi det endelig var blevet fredag. Musikken spillede. Vejret var dejlig lunt og solen skinnede. Jeg var fuld. 

Det var en perfekt start på en god weekend og nogle hyggelige timer med klassen.

Eftermiddagens højdepunkt var helt klart efter Emil stabil havde spillet. Det var nemlig Extendos Bandens tur. De var dårlige. De havde heldigvis en lille overraskelse med. Det var Original Patte sutter, selveste kongen, en kæmpe vinder synes jeg. Det var en mega fed overraskelse for alle, og folk kunne ikke få armene ned. PATTE, PATTE, PATTE råbte de. Og jeg råbte med, også.

Da alle bandsne havde spillet var det blevet sent, meget sent. Mørket var faldet over Marselisborg og folk var bange. Da jeg er den modigste jeg kender, sagde jeg at de andre bare skulle tage hjem. ”Pas på hinanden. Gå i grupper” sagde jeg. Min klasse takkede mig tusinde gange og drog ud i mørket. Så ryddede jeg op efter musikcafeen helt alene, i mørket. Sådan lidt ligesom en helt.

Ugen efter var der rigtig god stemning i klassen. Vi havde nemlig tjent penge på at holde musik cafeen. Vi fik den geniale og kompetente ide om at smide pengene på roulette. Det var spænderne. Sindssygt spændende. 
Jeg forslog at vi smed alle pengene på rød 21 og det gjorde vi. Da den flinke roulette-dame smider kuglen rundt, går der ikke længe før den mister fart og stopper. Den landede fandeme på rød 21. Hvem kunne havde troet det.
”JUHUU” råbte alle. Femogtredivetusinde kroner lige ned i klassekassen. Det var fantastisk. 

Desværre spillede klassen videre, uden mig, og tabte alle pengene.